Behandlinger

 

BODY SDS BEHANDLING
Body SDS behandling er en kropsbehandling af hele kroppen. Behandlingen tager udgangspunkt i dine ønsker og behov.

Du ligger med undertøj på briksen med et tæppe over dig.

Behandlingen består af:

  • pulserende massage af musklerne
  • pulserende bevægelser af leddene
  • behandling af kroppens meridianbaner
  • åndedrætsteknikker
  • kropslige øvelser


HVAD SKER DER I KROPPEN
Behandlingen sætter med sine pulserende bevægelser gang i kredsløbet og aktiverer en gennemstrømning i kroppen.

Det gør det nemmere at løsne dine spændinger i muskulaturen, inflammationer i sener og hævelser omkring leddene.

Når dine spændinger løsnes op, opnår du en bedre blod- og lymfecirkulation, hvormed der opnås en udrensende effekt både fysisk og psykisk.

I behandlingen arbejder jeg indfølende og inddrager både de fysiske udfordringer du oplever, men også den bagage, som du har med dig fra dit levede liv.

Du kan derfor opleve, at behandlingen både skaber en følelsesmæssig forløsning og en afspændt og mere fri krop.

Læs mere her.


BINDEVÆVSMASSAGE
Body SDS bindevævsmassage er en dybdevirkende behandling, der øger blod- og lymfecirkulationen og hjælper kroppen med at:

  • udskille affaldsstoffer
  • nære cellerne
  • mindske spændinger
  • gøre huden mere glat og spændstig


Bindevævsmassagen kan også løsne stress og ophobede følelser, som sætter sig i kroppen. Behandlingen skaber et bedre flow, så kroppen kan finde tilbage til sin naturlige balance.

BINDEVÆVET
Bindevævet er kroppens store sammenhængende netværk. Det findes i huden, musklerne, leddene og omkring de indre organer. Når bindevævet ikke fungerer optimalt, kan det føre til væskeophobninger, fedtophobninger, cellulitis, nedsat elasticitet i huden samt træthed, smerter og stivhed i muskler og led.

Bliver bindevævet stramt eller belastet af stress, gamle spændingsmønstre eller ensidige bevægelser, kan det skabe uro, smerter og nedsat bevægelighed. Ved at arbejde målrettet og dybt i bindevævet kan kroppen slippe spændinger og genfinde sin naturlige lethed.

SÅDAN FOREGÅR BEHANDLINGEN
Du ligger på briksen iført underbukser og et tæppe over dig.
Hver behandling varer 55 minutter.

Sessionen tilpasses altid dine behov. Du kan derfor vælge, om der skal arbejdes på et specifikt område, eller om du ønsker en mere helhedsorienteret behandling.

Jeg arbejder med:

  • dybdegående træk, stræk og rul af bindevævet
  • pulserende bevægelser, som stimulerer flow og cirkulation
  • åndedrætsarbejde, der hjælper kroppen med at slippe spændinger


VÆLG DIT FOKUSOMRÅDE
For at målrette behandlingen kan du vælge mellem følgende områder:

  • Zone 1: Ansigt og arme

  • Zone 2: Overkrop og ryg inkl. hofter og baller

  • Zone 3: Baller, hofter og ben

  • Zone 4: Hele kroppen – ansigt, arme, ben og krop

Ønsker du at gå i dybden med et bestemt problemområde, kan en fokuseret zonebehandling være oplagt.

Har du fx spændinger i nakken, kan zone 1 være et godt valg.

Oplever du væskeophobninger eller cellulite på benene, er zone 3 relevant.

Ønsker du en helhedsorienteret behandling, anbefales zone 4.

Vi taler altid om dine behov ved første behandling, så du får den mest effektive indsats.

HVAD DU KAN FORVENTE
Mange oplever efter en behandling:

  • mindre spænding og smerte
  • en lettere og mere fri krop
  • dybere og mere naturligt åndedræt
  • øget ro i nervesystemet
  • bedre bevægelighed
  • mere energi og mental klarhed


GAVNLIGHED

Bindevævsmassage er særligt gavnligt ved stress, spændinger forskellige steder i kroppen, væskeophobninger, hovedpine, træthed, gamle spændingsmønstre og generel ubalance.

FORLØB GIVER DE BEDSTE RESULTATER
Kroppen arbejder videre mellem behandlingerne, og derfor anbefaler jeg et forløb på minimum 4 behandlinger med ca. en uges mellemrum. Du sparer 400 kr. ved køb af forløb.

For dig, der ønsker en endnu dybere og mere vedvarende forandring, kan det være oplagt at holde en kort pause og derefter tage et forløb på yderligere 4 behandlinger.

Forlænger du forløbet med yderligere 4 behandlinger, får du samme rabat.


BEHANDLING AF ANSIGT OG KÆBE
Spændte kæber og smerter i kroppen kan være opstået af både fysiske og psykiske årsager.

Stress, angst, vrede, frustration og undertrykte følelser er oftest årsag til kæbespændinger.
Fødselstraumer, kranieskader og tandoperationer, vil ligeledes ofte give kæbespændinger.

I behandlingen vil vi sammen spore os ind på, hvilke forandringer og ændringer der kan hjælpe dig, til at slippe spændinger i kroppen – og i særdeleshed i kæben. 

Der arbejdes blidt og dybt med de led og muskler, der har relation til kæben.

Vi starter med en opvarmning af kroppen, der også vil vise, om der er andre steder, hvor kroppen er låst/usmidig.

Behandlingen tager afsæt i de observationer der er sket under opvarmningen, med primær fokus på at afspænde muskler på bryst, hals, nakke, ansigt og hoved. 

Du ligger med undertøj på briksen med et tæppe over dig.


AFSPÆNDINGSBEHANDLING (PSYKOMOTORISK BEHANDLING)

Afspænding- og psykomotorisk behandling er en behandlingsform, hvor der arbejdes med blide tryk og stræk af muskulaturen med det formål at afspænde kroppen. Behandlingen kan suppleres med en guidet afspænding, hvor du guides ind i at mærke kroppen og blive i stand til at slippe spændinger.

Behandlingen foregår uden på tøjet og der er fokus på nærvær og opmærksomhed, hvor du gives mulighed for at opnå større indsigt i de sammenhænge der er mellem dine tanker, følelser og kropssansninger.

Der tages i behandlingen udgangspunkt i, at der er sammenhæng mellem krop og psyke og den måde vi lever vores liv på og der arbejdes derfor på at give dig mentale og kropslige værktøjer til at håndtere de udfordringer du har.

Vi arbejder blandt andet med at styrke din kropsbevidsthed, så du opdager og mærker de signaler din krop sender til dig og som du måske længe har overhørt. Målet med behandlingen er, at du med en øget kropsbevidsthed og viden får ressourcer til at skabe forandringer for dig selv og derved kan afhjælpe og forebygge kropslige gener og belastninger.

TAVSHEDSPLIGT
Jeg har fuldkommen tavshedspligt i forhold til de personoplysninger der kommer til mit kendskab i forbindelse med din behandling.

Dette gælder også helbredsmæssige forhold og andre personfølsomme oplysninger.

Min baggrund

BodySDS behandler Ishøj

Jeg er autoriseret Body SDS Behandler uddannet ved Body SDS i 2024.

Jeg har min egen klinik i min private bolig, hvor jeg tilbyder behandlinger af 1 times eller 1,5 times varighed.

Jeg har derudover en kropsterapeutisk baggrund som psykomotorisk terapeut (afspændingsterapeut) siden 2016 og har derfor allerede mange års erfaring som kropsbehandler. 

Ud over at arbejde med kropsterapien på briksen, har jeg undervist i afspænding, bevægelse og rygtræning samt Body SDS Grundtræning i en længere årrække.

Oprindeligt er jeg administrativt uddannet og har gennem 14 år arbejdet som personalekonsulent.

I 2013 startede jeg en ukendt og spændende rejse inden for det kropsterapeutiske felt – en rejse der nu har ført mig til Body SDS.
Min rejse er langt fra slut – jeg er nysgerrig på mennesker og deres udvikling – og du er inviteret med på min videre færd.

KURSER OG EFTERUDDANNELSE
2025: 

– Behandlingssupervision Body SDS Parken
– Kursus om kæben: Kropsrummet
– Meridianlære Lynge Akupunktur
– Udvidet rygkursus Body SDS Parken

 

2024:
– Sygdomslære: stress: Body SDS Parken
– Fodproblemer: knyster, platfod og
   hammertær: Body SDS Parken

Hvis du vil videre mere om Body SDS, så læs mere her